Modelfoto: Colourbox

Modelfoto: Colourbox

Nordsjællandske rigmænd begår selvmord

Finanskrisen har udløst en række tragiske selvmord, der chokerer velhavermiljøet nord for København

Af
Kim Belmark

Kim Belmark

Skammen over at miste formuen og sætte familiens behagelige og trygge tilværelse over styr har fået mange nordsjællandske rigmænd til at begå selvmord.

At finanskrisen har udløst en række tragiske selvmord, der chokerer velhavermiljøet nord for København, kommer frem i en ny bog, der er skrevet af journalist på Berlingske Business, Birgitte Erhardtsen. Bogen beskriver, hvordan flere har følt så meget skam over at miste formuen, at de har begået selvmord.

F.L. Smidth-arvingen Michael Arnstedt er en af dem. Han tog et af sine egne våben med sig ud i skoven ved Den Røde Cottage ved Charlottenlund og skød sig. Forud var gået nogle måneder, hvor han havde mistet hele sin arvede formue - blandt andet fordi han fulgte et såkaldt 'godt råd' fra en af sine bankforbindelser, Jyske Bank, fremgår det af bogen i en omtale på business.dk.

Også for den velkendte erhvervsmand Kim Funder - medejer af Tæppeland og byggemarkedet Johannes Fog - udviklede mødet med finanskrisen sig til et møde med manden med leen.

Kim Funder havde overtaget ejerskabet af virksomhederne efter sin far, men risikobetonede investeringer i aktier og ejendomme fik bunden til at gå ud af den tidligere så fyldte pengekasse. I december 2008 tog han op til sit sommerhus og begik selvmord.

Formand for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, kan sagtens forstå bevæggrundene. Den menneskelige hjerne ikke er indrettet til at klare store chok, som med ét slag vender op og ned på ens tilværelse. Chokket giver psykiske kriser og ubehagelige traumer, og der vil uundgåeligt komme en reaktion, siger han.

Samme melding kommer fra erhvervspsykolog Majken Blom Søefeldt fra PsykiatriFondens Erhvervsrådgivning:

"For de her mennesker, som har overtaget enten en virksomhed eller en formue fra familien, er det enormt skamfuldt og flovt at sætte formuen over styr. Det ender ofte med, at de i forsøget på at slippet helskindet igennem og bevare roen på overfladen kommer til at grave sig dybere og dybere ned i et hul, som de til sidst ikke kan komme op ad igen," siger Majken Blom Søefeldt ifølge business.dk.

Publiceret 08 November 2010 12:41