Truet med pistol, bundet og låst inde

Maskerede røvere truede sig med pistol til omsætningen i restaurant China Wok House

Restauranten China Wok House på Sønder Allé i Århus blev søndag aften kl. 23.20 røvet af tre maskerede mænd, som stjal kontanter.
Den ene af mændene truede med en grå tromlerevolver, og røverne bandt en kvindelig ansat og låste en mandlig ansat inde i et lokale. De ansatte fik dog hurtigt alarmeret politiet, men da var røverne flygtet fra stedet.
"Det er en sag, vi ser med meget stor alvor på, og vi vil gerne høre fra folk, som måtte have set, hvordan røverne er kommet fra stedet. Vores spor slutter ved restauranten," siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Gerningsmændene beskrives som:
1. Mand, ukendt nationalitet, ca. 20 år, ca. 170 cm, kraftig af bygning, iført sort hættetrøje med hætten over hovedet, sort elefanthue, Var i besiddelse af en grå tromlerevolver.
2. Mand, anden etnisk oprindelse end dansk, ca. 20 år, ca. 185 cm, muskuløs, iført rød jakke med hætte over hovedet, var maskeret med et Burberry halstørklæde over næste og mund.
3. Mand, angiveligt dansk oprindelse, ca. 16 år, ca. 185 cm, spinkel af bygning, blå/grønne øjne, iført sort jakke, muligvis af mærket Everest, med hætte over hovede. Under hætten bar han en grå cap og var maskeret med hvidt stof over næse og mund.

Publiceret 08 November 2010 11:00