70 bilindbrud på 14 dage

Egedal er ramt af massive bilindbrud. 21 nye indbrud fra tirsdag til onsdag

Af
Michael Harsvik

Michael Harsvik

På godt 14 dage har der været over 70 indbrud i biler rundt om i Egedal Kommune.
Alene mellem tirsdag og onsdag i denne uge har der været 21 indbrud koncentreret om Stenløse- og Ølstykke-området.
Tyvene går direkte efter bilernes gps og kommer ind ved at slå sideruderne på bilerne ind.
"Nu forstærker vi indsatsen ved at patruljere mere," siger vicepolitikommissær Bengt Due fra Nordsjællands Politi i Frederikssund til Lokalavisen Egedal.
Massive bilindbrud i Egedal.

Men politiet er ikke på nogen let opgave:
"Vi har en formodning om, at det er "rygsæks"-tyve til fods, som hurtigt kan skjule sig, hvis de ser, at politiet kommer," siger Bengt Due.
Fra tirsdag til onsdag er det blandt andet gået ud over biler i Bygvænget, Møllehaven, Stenlillevej, Hvedevej, Tokesvej, Maglehøjvej, Rugvænget, Bygvænget, Kærdalen, Rosendalsvej, Akselvej, Markvej og Kornvænget.

Publiceret 10 November 2010 12:05