22-årig fængslet for dødstrusler mod sagsbehandler

En mand blev onsdag fængslet for dødstrusler mod en sagsbehandler - rådhuset i Hillerød melder om flere trusler mod ansatte

Af
Tim Panduro

Sagsbehandlerne på Hillerød Rådhus kunne ånde lettet op efter en måneds usikkerhed onsdag. Her blev en 22-årig mand varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling i fire uger.
Manden er sigtet for at have truet en sagsbehandler med blandt andet at opsøge hende i hendes hjem og skære halsen over på hende. Truslerne var vedholdende og voldsomme, og førte til, at rådhuset ansatte en vagt, indtil den 22-årige blev pågrebet. Den 22-åriges trusler var usædvanligt vedholdende og voldsomme, men trusler er langtfra et ukendt fænomen.
“Langt de fleste uenigheder og konflikter mellem borgere og ansatte bliver løst på fredelig vis. Men trusler er et stigende problem”, siger Susanne Lorentzen, der er afdelingschef i Voksen og Handicap i Hillerød Kommune.
“Årsagerne til det er meget komplekse. Der er et højt forventningspres fra borgerne, og serviceniveauet har ændret sig. Samtidig gør den højere ledighed, at flere borgere kan føle sig pressede. Samtidig er der sket ændringer i forhold til, hvilke ydelser borgerne kan få og hvor meget tid sagsbehandlerne har,” siger Susanne Lorentzen.

Afbøde konflikter

“Vi forsøger på alle måder at afbøde konflikter, og tilbyder forskellige uddannelser og træning i, hvordan man kommunikerer bedst muligt og undgår at samtalerne bliver optrappet til konflikter.”
Ifølge Susanne Lorentzen bliver trusler og vold mod kommunens medarbejdere altid meldt til politiet, og der bliver også taget forholdsregler for at øge sikkerheden.
“Det er en vurdering hvad vi gør i de enkelte situationer, og vi rådfører os også med politiet om, hvordan vi skal forholde os i de enkelte sager”, siger afdelingslederen.

tim@hip.dk

null

Publiceret 11 November 2010 11:39