17-årig pige overfaldet på øde vej

En ung kvinde blev natten til lørdag overfaldet og truet med kniv af en fremmed mand

Af
Af Birgitte Masson

En festlig aften med vennerne fik en noget anden slutning for en 17-årig pige fra Frederikssund.
For da hendes kammerater ville fortsætte med at feste i det frederikssundske natteliv, bestemte hun sig i stedet for at gå hjemad, fordi hun vidste, at hun alligevel ikke kunne komme indenfor på diskotekerne på grund af hendes alder.
Alene begav hun sig derfor hjem via gågaden, forbi gymnasiet og op ad Lille Hofvej i den nordlige del af Frederikssund.
På den stille og natteøde villavej sprang en fremmed mand pludselig frem foran hende, hvorefter han overfaldt hende bla. ved at lægge en ca. 20 cm lang køkkenkniv på hendes strube.
Trods den 17-åriges rædsel, var hun alligevel så fattet, at hun kunne begyndte at skrige, og det fik overfaldsmanden til at trække sig, forinden havde han dog forsøgt at vriste hendes tasker ud af hånden på hende, men uden held.
Han stak af med uforrettet sag i retning af Heimdalsvej, hvorefter den angiveligt stærkt chokerede unge pige kontaktede sine forældre og derefter politiet, som nu gerne vil høre fra borgere, der eventuelt kan hjælpe med oplysninger om gerningsmanden.
Udover at den 17-årige var overbevist om, at det var en mand som overfaldt hende, har hun ikke noget yderligere signalement af ham.

Publiceret 15 November 2010 11:00