Luk kun op hvis du har en aftale lyder advarslen til ældre mennesker fra Nordsjællands Politi. Arkivfoto.

Luk kun op hvis du har en aftale lyder advarslen til ældre mennesker fra Nordsjællands Politi. Arkivfoto.

Falsk sygeplejerske stjal guld og 5000 kroner

Ukendt kvinde udgav sig for at være sygeplejerske og stjal både kontanter og guldsmykker

Så er endnu en ældre medborger blevet snydt af en tricktyv, og denne gang på Byparken i Allerød, hvor det gik udover en 97-årig kvinde, der blev narret af en falsk sygeplejerske.

Tricktyveriet fandt sted fredag aften omkring klokken 19.30, hvor en kvinde rettede henvendelse til det 97-årige offer på hendes bopæl.

Kvinden præsenterede sig for den 97-årige som værende sygeplejerske, hvorefter det under dette falske påskud lykkedes for den kvindelige tricktyv at blive lukket ind til den ældre dame.

Her fandt den falske kvindelige sygeplejerske frem til 5000 kroner, som den 97-årige havde liggende i kontanter, samt et ukendt antal guldsmykker.

Derefter forsvandt den kvindelige tricktyv fra lejligheden, før den ældre dame anede uråd.

Tricktyvens offer fandt dog kort efter ud af, at hun var blevet franarret både kontanter og smykker, hvorfor hun klokken 19.35 straks alarmerede Nordsjællands Politi.

Intet signalement

Den ældre dame har dog ikke været i stand til at give Nordsjællands Politi et signalement af den frække kvindelige tricktyv.

Politiet hører dog alligevel gerne fra borgere, der eventuelt har bemærket en mistænkelig kvinde i området omkring Byparken i Allerød fredag aften.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon: 114.

Det oplyser Nordsjællands Politi til lokalavisen.dk

null

Publiceret 15 November 2010 01:17