Utilfreds kunde gik amok på taxachauffør

Utilfreds kunde slog taxachauffør, fordi han ikke kunne tage imod kundens betalingskort

En ung mand blev tidligt søndag morgen så sur på en 35-årig taxachauffør, at han endte med at slå chaufføren flere gange i ansigtet.
Optrinnet startede med, at taxachaufføren på Banegårdspladsen i Århus åbnede døren i passagersiden for at tage en kunde op at køre. Da taxachaufføren fortalte, at han ikke kunne tage imod kundens betalingskort, blev kunden sur og indledte en diskussion.
Da taxachaufføren afsluttede diskussionen med at lukke døren i passagersiden, gik kunden rundt om bilen og råbte ukvemsord ind ad vinduet, som var rullet ned. Det endte med, at han gav chaufføren to knytnæveslag i ansigtet ind igennem det åbne vindue, og da chaufføren gik ud for at passificere overfaldsmanden, fik han endnu et slag i ansigtet.
Chaufføren fik skader omkring øret, mens det lykkedes andre personer at skubbe den voldelige unge mand væk.
Voldsmanden beskrives som en dansker på ca. 20 år, ca. 180 cm høj, slank, iført jeans og lys bluse.
Voldsepisoden skete omkring kl. 05.40-45 natten til søndag. Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 8731 1448.

Publiceret 15 November 2010 10:20