Arkivfoto.

Arkivfoto.

26 skyldnere fra whiskybæltet anholdt

Da de ikke frivilligt ville møde op i retten, måtte politiet hente dem hjemme eller på arbejde

Af
Jesper Lundh

26 skyldnere fra Gentofte, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Furesø kommuner får ikke flere chancer. I dag blev de anholdt af Nordsjællands Politi.
Første person blev vækket klokken 5.00 af politiet, og siden fik betjentene fat i 23 personer i deres hjem. Yderligere to blev anholdt på deres arbejde.
Skyldnerne er tidligere blevet væk fra aftaler i Fogedretten i Lyngby. Efterfølgende har retten i breve opfordret dem til at møde op til 'frit lejde' i fogedretten, men da ingen af dem troppede op, fik de i dag besøg af politiet.
Udover de 26 anholdte har politiet ringet til 15 eftersøgte skyldnere, som blev overbevist om det fornuftige i at møde op i fogedretten i løbet af formiddagen, så i alt 41 har været for retten i løbet af fredagen.
Derudover har politiet været på yderligere 64 adresser, hvor den eftersøgte skyldner ikke var hjemme.
"På de steder blev der efterladt en seddel med besked om, at politiet havde været på adressen med henblik på anholdelse, og at eftersøgningen først vil blive annulleret, når den eftersøgte skyldner er fremstillet af politiet eller af egen drift er mødt op i Fogedretten i Lyngby," fortæller politikommissær Per Thuesen fra Nordsjællands Politi.
Alle anholdelser forløb i følge politiet fredeligt.

Publiceret 19 November 2010 15:13