Fuld kvinde kørte ind i blomsterkumme

Beruset 57-årig kvinde sad fast efter påkørsel af blomsterkumme

En sprit-stiv kvindelig bilist, der for få dage siden fejrede sin 57-års fødselsdag, endte fredag eftermiddag ved 13.30-tiden i en blomsterkumme på Ville Heise Park i Allerød, hvorefter hun tilkaldte Falck for at få hjælp til at komme fri.

Den 57-årige kvinde var fredag eftermiddag kommet kørende ad Ville Heise Park i Allerød, hvor hun tilsyneladende mistede herredømmet over sin VW varebil, der endte hængende ubehjælpeligt  fast i en blomsterkumme ved vejen.

Kvinden tilkaldte derfor Falck for at få hjælp til at blive trukket fri, men da kranbilen fra Falck kom frem til stedet, fattede Falck-manden mistanke til kvinden, som virkede temmeligt beruset.

Falck-mekanikeren tilkaldte derfor Nordsjællands Politi, der kort efter sendte en patrulje afsted til Ville Heise Park i Allerød.

Da betjentene ankom til stedet, viste det sig, at kvinden var så beruset, at betjentene valgte at inddrage kvindens fører-ret.

Der venter nu den 57-årige kvinde et større bødeforlæg for sprit-kørslen, ligesom en fornyet køreprøve venter, før hun vil kunne gen-erhverve retten til at køre bil.

Det oplyser Nordsjællands Politi lørdag.

Publiceret 20 November 2010 14:51