Arkivfoto.

Arkivfoto.

Masseslagsmål endte i vold mod betjente

Et større slagsmål i Helsingør endte i vold mod ordensmagten og tre anholdelser

Et større slagsmål over for Diskotek Manhattan på Jernbanevej ved Helsingør Station udviklede sig natten til lørdag til vold mod to politibetjente.

Flere patruljer og politihunde sat ind

Nordsjællands Politi blev klokken 00.40 alarmeret om, at 30-40 unge mennesker skulle være impliceret i et kæmpemæssigt slagsmål på Jernbanevej i Helsingør, og der blev derfor sendt adskillige patruljer til stedet herunder også et par af politiets hundepatruljer.

Da politiet ankom til stedet bevirkede det tilsyneladende, at flere af de indblandede slagsbrødre pludseligt rettede deres kamplyst mod betjentene.

Tre unge mænd blev anholdt

I løbet af de tumulter, der opstod i kølvandet af dette, blev en af betjentene sparket i hovedet, da man var ved at foretage anholdelse af en 20-årig mand fra Ålsgårde.

Den 20-årige berusede hidsigprop blev derefter anholdt og lagt i håndjern, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion efter straffelovens paragraf 119.

De øvrige tilstedeværende lod sig dog øjensynligt ikke skræmme af anholdelsen, og endnu en betjent måtte lægge krop til en vred ungersvends udfald mod ham, da en 18-årig mand ramte betjenten med et slag på overkroppen.

Den 18-årige mand fra Hornbæk blev, ligesom den 20-årige fra Ålsgårde, anholdt, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion efter paragraf 119.

Politiet nåede endnu en anholdelse, før der til sidst faldt en smule ro over gemytterne.

Denne gang var det en 20-årig lokal mand, der ikke efterkom politiets anvisninger om at forlade stedet, hvilket fik betjentene til at skride til anholdelse af manden for beruselse, ligesom han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi lørdag til lokalavisen.dk

Publiceret 20 November 2010 12:53