18-årig pige skræmt væk af indbrud i sin lejlighed

To indbrud på en uge i 18-årig piges lejlighed, som er ribbet for møbler og køkkenudstyr

En 18-årig pige besluttede sig for at flytte, efter hun for et par uger siden havde haft indbrud i sin lejlighed på Lenesvej i Gellerup. Det fortæller politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Boligforeningen havde sikret lejlighedens yderdøre efter indbruddet, men det har ikke været nok til at forhindre et nyt indbrud i pigens lejlighed.
Det seneste indbrud er sket i perioden fra lørdag 13. november kl. 15 til søndag 21. november kl. 11.30. Tyvene er kommet ind ved at bryde yderdøren til altanen op samt døren fra altanen til stuen. Der er opbrudsmærker i karmen på inderdøren fra altanen til stuen.
Inde i lejligheden har tyvene taget godt for sig af pigens ejendele: Der er blevet stjålet en rumdeler, fire skalstole, tre klapstole, et sofabord, et sko-skab, gardiner, en støvsuger samt potter og pander, der var pakket ned i flyttekasser. Derudover har tyvene stjålet en ovn med kogeplader, som tilhører boligforeningen.

null

Publiceret 22 November 2010 16:15