Stein Bagger

Stein Bagger

Stein Bagger tilbage i retten:

Ja, jeg stjal stemplet

Stein Bagger føler sig truet og turde derfor ikke udtale sig ved et åbent retsmøde

Af
Jesper Lundh

I dag er Stein Bagger tilbage på anklagebænken ved Retten i Lyngby - og han har netop indrømmet, at han i sommer stjal et stempel på en kiropraktorklinik i Gentofte.
Storsvindleren tør ikke fortælle, hvorfor han stjal stemplet, så længe offentligheden kan høre hans ord. Ifølge anklageren skulle stemplet dog bruges til at begå ny dokumentfalsk, så Bagger kunne få mere frihed fra fængslet - en påstand Stein Bagger bestrider.
Indlæg
I juni sad Stein Bagger i det åbne statsfængsel i Horserød i Nordsjælland, og han havde bestilt en tid hos en kiropraktor på Gentoftegade.
"Jeg har været der en del gange, fordi jeg har problemer med mine fødder," fortalte Stein Bagger ved dagens retsmøde inden dørene blev lukkede.
Den 16. juni skulle han afhente nogle indlæg hos kiropraktoren, og havde derfor fået lov til at forlade fængslet. Mens han stod ved skranken i klinikken og ventede, forlod sekretæren flere gange Stein Bagger.
"Hun gik frem og tilbage fra skranken. Og så tog jeg stemplet," forklarede Stein Bagger. Først da fængselspersonalet senere fandt stemplet i hans celle, blev han afsløret.
Ingen kommentarer
Stein Bagger blev betydeligt mindre meddelsom, da anklageren ville vide, hvorfor han stak stemplet i lommen eller tasken. Derfor bad hans forsvarer Anders Nemeth om lukkede døre.
"Det er et spørgsmål om min klients sikkerhed. Ellers er der et trusselsscenarium, der kan blive realisteret. Så hvis ikke dørene lukkes, vil min klient ikke svare på yderligere spørgsmål," sagde Anders Nemeth, inden dommer Søren Holm Seerup valgte at sende tilhørerne ud.
Lokalavisen.dk erfarer, at stemplet ifølge Stein Bagger skulle udleveres til en anden, og at derfor ikke var beregnet til at skaffe ham selv mere frihed fra fængslet.
Stein Bagger er i forvejen idømt syv års fængsel. Da stempel-tyveriet blev opdaget, mistede han retten til at være i et åbent fængsel, og blev sendt i det lukkede fængsel i Vridsløselille.

Publiceret 22 November 2010 11:10