7-årig dreng kørt ned på vej til skole

Det var en 34-årig kvindelig bilist der for sent opdagede en lille gut i et fodgængerfelt, mens han kom trækkende med sin cykel på vej til skole tirsdag morgen

Af
Af Birgitte Masson

Det gik tilsyneladende alt for stærkt for en 34-årig kvindelig bilist, da hun tirsdag morgen klokken 07.41 skulle passere et fodgængerfelt på Møllevej i Jægerspris.
For idet hun krydsede fodgængerfeltet, overså hun en 7-årig dreng godt inde i fodgængerfeltet, mens han kom trækkende med sin cykel ved sin side, og det resulterede i, at drengen blev påkørt af bilen.
Bortset fra den meget chokerende oplevelse det uden tvivl har været for både bilisten og drengen, kom den 7-årige dreng til alt held ikke noget til. Alligevel valgte en 38-årig kvinde, som tilfældigvis havde overværet episoden sammen med en jævnaldrende mand, at køre drengen til skadestuen på Frederikssund Sygehus, så han kunne blive tilset af en læge.
Den 34-årige kvindelige bilist er nu sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Publiceret 24 November 2010 11:00