Fulde tosser i julefrokost-natten

Fredag aften var den første store julefrokost-aften. Men selv om vejret som bekendt har været dårligt og sne-fyldt, forhindrede det ikke folk i at skabe sig tosset og drikke sig fulde.
Ifølge Østjyllands Politis vagtchef, politikommissær Jens Espensen, har århusianerne skabt sig lige så tosset, som de plejer ved årets julefrokoster.
De mange våde varer resulterede i, at en del personer har sovet julefrokost-branderten ud hos politiet natten til lørdag.
Nogle af de folk, der ikke har opført sig ordentligt i nattelivet var for eksempel en mand, der blev sur og truede en anden person verbalt på Hotel Scandic på Banegårdspladsen. En anden gad ikke gå ud af bussen, da chaufføren nåede endestationen, og passageren hidsede sig op og var sur og vranten. Og foran diskotek Boddy Holly var der tumult i løbet af natten.
Så alt i alt en julefrokostnat fuldstændig som politiet er vant til i juletiden.

null

Publiceret 27 November 2010 14:30