1 ton fyrværkeri opbevaret i beboelsesejendom

Et tip fra en borger har ført politiet frem til halvdelen af det fyrværkeri, der i julen blev stjålet fra Bilka

Østjyllands Politi har fundet 1 ton fyrværkeri i en beboelsesejendom i Gellerup i Århus, hvor det blev opbevaret i to kælderrum, skriver JP Århus.
Fyrværkeriet stammer fra Bilka i Tilst ved Århus, hvor der i juledagene blev stjålet 2 tons fyrværkeri, der i ren krudt svarer til 360 kilo.
Det var et tip fra en borger, som førte politiet til halvdelen af det stjålne fyrværkeri, der er blevet leveret tilbage til Bilka, så det kan nå at blive solgt inden nytår. Det drejer sig primært om batterier og raketter.
En 29-årig mand er sigtet for tyveriet, for overtrædelse af fyrværkeriloven og for at bringe andres liv i fare ved opbevarelsen af den store mængde krudt, skriver JP Århus.
Politiet fortsætter eftersøgningen af den anden halvdel af fyrværkeriet, som blev stjålet fra Bilka i julen.

null

Publiceret 29 December 2010 16:23