Colourbox

Colourbox

Politiet:

16-årige stod bag to tankrøverier

Tre 16-årige bliver ikke sigtet for yderligere røverier i Hillerødområdet

Af
Tim Panduro

Der kommer ikke yderligere sigtelser på bordet, når tre 16-årige mandag bliver stillet for en dommer ved retten i Hillerød.

Det fortæller kriminalassistent Jørgen Johansen fra Nordsjællands Politi i Hillerød. Han efterforsker sagen mod de to drenge og en pige, der for knap 14 dage siden blev varetægtsfængslet for et røveri mod 7-eleven på Shelltanken på Milnersvej.

Siden er de tre blevet sigtet for et tilsvarende røveri mod en 7-eleven i Fredensborg tre dage tidligere - men her hører sigtelserne så op.

"Mønsteret i de to røverier er meget ens, og det passer ikke ind med de øvrige uopklarede røverier, vi har i området", siger Jørgen Johansen, der også har vægtigere grunde til at formode, at de tre ikke stå bag yderligere røverier.

"En af drengene har siddet fængslet under flere af de øvrige røverier, vi efterforsker."
Røveriet på Milnersvej fandt sted 1. januar. Her kom to personer ind på tankstationen og hævdede at være pistolbevæbnede. De truede sig til kassebeholdningen og forsvandt. Senere blev de pågrebet i en Audi, der viste sig at tilhøre pigens mor.

En af de tre har erkendt de to røverier, oplyser Jørgen Johansen. De to andre nægtede sig skyldige i grundlovsforhøret.

Udbyttet ved røverierne i Fredensborg og Hillerød var henholdsvis 2400 og 1900 kroner.

null

Publiceret 12 January 2011 11:00