En af de anholdte kosovoalbanere efter knivdrabet i Center Sandholm. Foto: Mads Hussing.

En af de anholdte kosovoalbanere efter knivdrabet i Center Sandholm. Foto: Mads Hussing.

14 års fængsel for Sandholm-drab

Af
Af Peter Klar

Den 27-årige kosovoalbaner Behar Shala skal 14 år i fængsel og derefter udvises af Danmark for bestandigt for knivdrabet på den 30-årige afghaner Abdullaq Moradi og for drabsforsøg med kniv på en anden afghaner i forbindelse med masseslagsmålet i Center Sandholm 7. april 2010.

Det har retten i Hillerød afgjort torsdag eftermiddag.

Under det voldsomme masseslagsmål mellem afghanere og en gruppe bestående af tjetjenere og kosovoalbanere, deriblandt Behar Shala, tilføjede den dømte kosovoalbaner Adullaq Moradi tre knivstik i bryst- og hjerteregion, heraf det ene direkte i hjertet.

Den kvæstede afghaner, hvis liv blev reddet på operationsbordet, fik et dybtgående knivstik i ryggen.

Behar Shala har nægtet, at han bar kniv, og har forklaret, at knivstikkene faldt i nærkamp under nødværge, hvor han forsøgte at vriste kniven fra den dræbte Abdullaq Moradi, men retten troede i stedet på den række af vidner - asylansøgere og Røde Kors-ansatte - der har forklaret, at de så Behar Shala trække en kniv og stikke de to afghanere.

Det har endvidere været afgørende, at drabsvåbenet, en såkaldt Birkebeiner-kniv, bar DNA fra både Behar Shala og den dræbte, at skeden til kniven blev fundet på Behar Shalas flugtrute, og at gaveæsken, som kniven passer til, blev fundet på kosovoalbanerens værelse.

Alle nævninger og juridiske dommere var enige om strafudmålingen.

Beslutningen om udvisning er truffet på baggrund af, at Behar Shala kun har meget begrænset tilknytning til Danmark.

Behar Shala har 14 dage til at anke til landsretten.

Den dræbtes mor, der sammen med faren kom til Danmark i forbindelse med begravelsen, forlod retten hulkende støttet af to yngre slægtninge.

null

Publiceret 13 January 2011 14:45