Nordsjællands Politi fik fat i kraven på to formodede indbrudstyve før de begik indbrud. Arkivfoto.

Nordsjællands Politi fik fat i kraven på to formodede indbrudstyve før de begik indbrud. Arkivfoto.

Tyve i stjålet bil hapset før indbrud

Nordsjællands Politi snuppede et par formodede indbrudstyve før de fik gang i værktøjet

En patrulje fra Nordsjællands Politi standsede natten til søndag en mistænkelig varevogn, der ved 03-tiden kørte rundt på Peter Rørdams Vej i Kongens Lyngby.

Hapset i stjålet varevogn

I varevognen, der viste sig at være stjålet, sad to unge mænd på 19- og 20 år fra henholdsvis Nykøbing Falster og Herlev.

Da varebilen nu engang var blevet meldt stjålet, valgte betjentene derfor at foretage en nærmere undersøgelse af, hvad de to unge mænd havde taget med i køretøjets varerum.

Indbrudsværktøj i varerummet

Her fandt betjentene både handsker og en del værktøj, der typisk kan anvendes til brug ved indbrud.

Endvidere fandt betjentene, at den 20-årige mand fra Herlev, var i besiddelse af 0.5 gram hash.

De to unge formodede indbrudstyve blev derfor anholdt klokken 03.10 på mistanken om, at de havde været på vej til at begå et eller flere bræk i området.

Løsladt efter afhøring

Efter endt afhøring blev de to mænd atter sat på fri fod, men med en sigtelse for forsøg på indbrud, og en sigtelse for brugstyveri af varevognen, som de kørte rundt i, da politiet stoppede dem.

Det oplyser Nordsjællands Politi søndag til Lokalavisen.dk

null

Publiceret 16 January 2011 22:51