Arkivfoto

Arkivfoto

Ældre mand faldt død om bag rattet

Forbipasserende forsøgte uden held at genoplive en ældre mandlig bilist, der mistede bevidstheden, da han kom kørende ved Jægersborg Kaserne. Politiet roser for indsatsen

Af
Af Anne Schøning Christensen

Nordsjællands Politi har stor ros til de borgere, der mandag eftermiddag uden held forsøgte at genoplive en ældre herre fra Charlottenlund.

Vidner har fortalt til politiet, at manden kom kørende ved Jægersborg Kaserne, da bilen i lav fart pludselig fortsatte ind over det grønne græsstykke, som ligger mellem kasernen og tankstationen.

Her stoppede bilen, og vidnerne kunne se, at manden bag rattet var faldet sammen.

Ifølge vicepolitikommissær Carl Karkov fra Nordsjællands Politi ringede borgerne 112 og brugte ventetiden på at give den bevidstløse mand hjertemassage.

Men manden var desværre død, da ambulancer og politi nåede frem til stedet.

Politiet roser borgerne for deres indsats.

"Det var flot, at borgerne selv tog action og forsøgte genoplivning, indtil ambulancen ankom. Det skal de have stor ros for", siger Carl Karkov.

Publiceret 19 January 2011 08:25