55-årig overfaldet af syv mørklødede mænd

55-årig københavnsk mand overfaldet lørdag eftermiddag på Nygårdsterrasserne i Farum

En 55-årig mand fra København blev formentlig et uskyldigt offer for meningsløs gade-vold, da han lørdag eftermiddag på Nygårdsterrasserne i Farum blev overfaldet af syv unge, mørklødede mænd, der tildelte ham adskillige slag og spark i ansigtet og på kroppen.

Manden fik flækket læben

Under det grove, og tilsyneladende helt grundløse, overfald, hvor offeret både blev sparket og slået, kastede den ene af gerningsmændene desuden et "slynge"-lignende våben mod den 55-årige mands ansigt, og våbnet ramte manden med så stor kraft, at han fik flækket den ene læbe.

Efter overfaldet, der cirka fandt sted i tidsrummet klokken 15.45 og 15.55 lørdag eftermiddag, stak de syv unge voldsmænd af fra gernings-stedet.

Den 55-årige mand anmeldte få minutter efter overfaldet sagen til Nordsjællands Politi, hvorefter han blev behandlet på skadestuen for sine kvæstelser.

Grov vold efter paragraf 245

Vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi oplyser til Lokalavisen.dk, at den bevæbnede voldsmand, der under overfaldet kastede det slynge-lignende våben mod den 55-årige mand, vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 245, såfremt han bliver anholdt.

Nordsjællands Politi har dog ikke fået noget brugbart signalement af de syv voldsmænd.

Har du set overfaldet?

Politiet vil derfor gerne i kontakt med eventuelle vidner, der måtte have overværet det 55-årige mandlige offer blive slået og sparket på Nygårdsterrasserne i Farum.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon: 114 eller på nummer: 49 27 14 48, oplyser vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk

Publiceret 13 March 2011 12:01