Det lykkedes hurtigt at få branden under kontrol på Pagterold. Foto. David Foli.

Det lykkedes hurtigt at få branden under kontrol på Pagterold. Foto. David Foli.

Voldsom brand på herregård

Knibtangsmanøvre fra brandfolk forhindrede storbrand

Af
Af David Foli

En hurtig indsats fra Frederikssund-Halsnæs Brandvæsen forhindrede tirsdag aften, at herregården Pagterold der ligger mellem Jægerspris og Skibby nedbrændte.
Klokken 21.11 modtog alarmcentralen et opkald, hvor en kvinde rapporterede om brand i en længe på gården. Og da brandfolkene ankom til stedet var den cirka 50 meter lange længe overtændt. Vinden blæste dog i retning af stuehuset på gården, ligesom der i en tilstødende lade var placeret NPK-gødning, som er ekstremt brandfarligt.
Noget af det første politiet foretog sig var derfor, at undersøge hvorvidt husets beboere stadig var til stede indendøre. Da hoveddøren var låst, knuste betjentene derfor en rude for derved at kunne komme ind i huset.
Det viste sig, at en 35-årig mand lå på første salen og sov, og i hast blev han guidet ud af stuehuset.
"Vi angreb branden fra to sider i en knibtangsmanøvre og lykkedes på den måde med at begrænse omfanget," siger indsatsleder Johnny Simonsen til Lokalavisen Frederikssund.
Af frygt for omfanget af branden på Pagterold blev al personale fra brandstationerne i Jægerspris og Skibby sendt afsted, ligesom Frederikssund og Halsnæs også deltog. Derudover hjalp brandfolk fra Lejre også med til slukningsarbejdet, som varede det meste af natten.
Dermed blev det en særdeles lang arbejdsdag for Frederikssund-Halsnæs Brandvæsen, som kom direkte til gårdbranden fra en mindre sommerhusbrand i Kulhuse.
En mulig brandårsag kan være et pillefyr, som ikke havde været i brug i to dage, men den endelige brandundersøgelse af stedet kan i følge vicepolitikommisær Christian Borring først foretages fredag, hvor man da regner med, at stedet er blevet koldt. 

Publiceret 23 March 2011 09:00