Hjemmerøveri:

Slog beboer i ansigtet med svensknøgle

En 37-årig mand fra Tranbjerg syd for Aarhus er blevet anholdt og varetægtsfængslet i fire uger for at have været med til et hjemmerøveri, hvor beboeren blev slået i ansigtet med en svensknøgle og fik knust en flaske på sit højre knæ.
Det skete tirsdag 15. marts klokken 19.30 på Lundevej i Odder, hvor den 37-årige mand fra Tranbjerg sammen med en 32-årig mand uden fast bopæl trængte ind til den 45-årige mandlige beboer. Efter volden stjal gerningsmændene beboerens computer, mobiltelefon og kontanter.
Den 32-årige medgerningsmand til hjemmerøveriet blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger, og med varetægtsfængslingen af den 37-årige mand fra Tranbjerg betragter Østjyllands Politi sagen som opklaret.

Publiceret 25 March 2011 17:00