Arkivfoto.

Arkivfoto.

Motorcyklist på et hjul satte politiet med 203 km/t

Vild politijagt på Helsingørmotorvejen mandag eftermiddag

Af
Kim Belmark

Kim Belmark

Med en hastighed, der blev målt til 203 km/t, kørte en motorcyklist pilråddent mandag eftermiddag på Helsingørmotorvejen, hvor han satte både sit eget og andres liv på spil. Flere gange kørte motorcyklisten på et hjul, han overhalede andre bilister højre om og kørte i nødsporet, så en politipatrulje måtte opgive den vilde jagt.

Den livsfarlige motorcyklist blev spottet på Helsingørmotorvejen ved Lyngby klokken 16.05, hvor han kørte i nordgående retning.  Tre gange kunne den forfølgende politipatrulje se, at motorcyklen kun kørte på baghjulet, mens han med rasende fart fortsatte nordpå. Motorcyklen var let genkendelig med en meget karakteristisk udstødning, og motorcyklisten var iført iøjnefaldende flerfarvet tøj, oplyser Nordsjællands Politi.

Politiet mistede kontakten med den flygtende motorcykel, men ved motorvejens Isterød-frakørsel gjorde andre bilister politiet opmærksom på, at motorcyklisten var drejet af og fortsatte mod Hillerød. Politiet fulgte efter, og kunne finde frem til mandens bopæl, fordi folk i lokalområdet kendte motorcyklisten særdeles godt.

Manden var dog ikke hjemme, men politiet fandt frem til hans forældre i Karlebo, hvor han normalt opbevarer sig motorcykel. Manden var dog heller ikke hjemme hos forældre, men efter 40 minutters ventetid, kom motorcyklisten drønende, og han stak igen af, da han opdagede politi.

Siden har Nordsjællands Politi snakket i telefon med manden. Han nægter, at det var ham, der havde  kørt motorcyklen. Han havde lånt den ud til en anden, påstod han.

Den 40-årige motorcyklist er nu tilsagt til møde hos politiet på mandag. Her venter sigtelser for at kørte 203 km/t, at køre på et hjul, at køre i nødspor og at overhale højre om, oplyser Nordsjællands  Politi.

null

Publiceret 12 April 2011 11:50