Arkivfoto.

Arkivfoto.

Irma-ansatte bagbundet:

Røver satte dolken for struben

Maskeret røver stjal 40.000 kroner fra Irma

Af
Jesper Lundh

En ansat og to kunder blev truet med en dolk og bagbundet, da en usædvanligt hårdhændet røver tidligt tirsdag formiddag stjal omkring 40.000 kroner fra Irma på Trørødvej i Søllerød.
Kort efter klokken 9 satte røveren sin 12 centimeter lange klinge mod halsen af medarbejderen og truede personen og de to kunder til at gå ind i baglokalet. Her tapede deres hænder sammen, ligesom han satte tape for deres mund.
Ifølge politiet sagde han på intet tidspunkt noget til ofrene.
Da han havde fået fat i omkring 40.000 kroner fra pengeskabet, flygtede han fra forretningen, og umiddelbart efter slog andre kunder i butikken alarm.
Manden beskrives som 20-25 år, cirka to meter høj, skandinavisk af udseende, spinkel eller slank med kort skæg. Han bar grå hættetrøje, blå jeans og sorte sko. Hans ansigt var skjult af Burberry-tørklæde.
Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.

null

Publiceret 13 April 2011 14:59