Modelfoto

Modelfoto

Serietyv fældet i retten

Med 23 indbrud- og andre tyveriforhold begået i Hørsholm og Kokkedal blev 23-årig mand idømt et års fængsel

Af
Morten Timm

Morten Timm

Med stribevis af villaindbrud i Hørsholm og Kokkedal, et tasketyveri, biltyveri samt et par hæleri-forhold var der nok at tage fat på for Retten i Helsingør, da en 23-årig lokal og tidligere ustraffet mand forleden sad på anklagebænken for i alt 23 kriminelle forhold.

Han blev dømt skyldig i alle forhold, og straffen blev fastsat til et års fængsel, men hvor kun de fire måneder skal afsones nu i forlængelse af hans varetægtsfængsling. Den resterende del af straffen blev gjort betinget med en prøvetid på to år.

Ifølge sagen stod den 23-årige mand sidste år bag indbrud på Fredensvej, Schæffersvej, Gyvelvej, Bolbrovej og Ravnevej i Hørsholm samt flere huse på Bygvænget og Græsager i Kokkedal.

Dertil kommer et tasketyveri i Hørsholm, et par biltyverier og som nævnt hæleri. Den 23-årige, der har nægtet sig skyldig, blev anholdt i slutningen af oktober og sad varetægtsfængslet i to måneder, inden han blev sat på fri fod for igen halvanden måned senere at komme bag tremmer.

Udover fængselsstraffen modtog den dømte også et erstatningskrav på over 600.000 kroner fra et par forsikringsselskaber og nogle af de indbrudsramte familier.

Publiceret 23 April 2011 10:15