To maskerede mænd trængte lørdag nat ind og bankede en 27-årig mand der var på besøg i forældrenes hjem i Helsingør. Arkivfoto

To maskerede mænd trængte lørdag nat ind og bankede en 27-årig mand der var på besøg i forældrenes hjem i Helsingør. Arkivfoto

Maskerede mænd bankede 27-årig i forældres hjem

Uventede gæster: 27-årig mand blev søndag banket i sine forældres hjem af maskerede mænd

En 27-årig mand blev søndag nat banket af to maskerede mænd, der opsøgte ham, da han var på besøg i forældrenes hjem på Gl. Hellebækvej i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi søndag til Lokalavisen.dk

Sov på forældrenes sofa

Den 27-årige mand var på besøg hos sine forældre, hvor han omkring midnat lå og sov på sofaen, da det kort efter bankede på døren til forældrenes hjem.

Da manden lukkede op, trængte to maskerede mænd straks den 27-årige mand ind i entréen, hvor de overfaldt ham, og tildelte ham adskillige slag og spark i hovedet og på resten af kroppen, oplyser vagtchef Susanne Philipson fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk

"Jeg vil slå dig ihjel," skulle den ene af gerningsmændene tilsyneladende have sagt under overfaldet på den 27-årige mand, som dog heldigvis overlevede.

Vagtchef Susanne Philipson: "Manden har fået rigtig mange tæv, og han blev kørt til behandling på skadestuen."

Massiv eftersøgning uden resultat

Efter overfaldet stak de to maskerede gerningsmænd af til fods fra villaen på Gl. Hellebækvej i Helsingør øjensynligt med retning mod Esrumvej, oplyser politiet.

Overfaldet, der fandt sted ved 00.10-tiden søndag nat, blev anmeldt af den 27-årige mands mor, der alarmerede Nordsjællands Politi klokken 00.21, fortæller vagtchef Susanne Philipson til Lokalavisen.dk

Der blev straks iværksat en massiv eftersøgning med flere patruljer og hunde efter de to maskerede voldsmænd, men de var som sunket i jorden.

Kendte ikke sine voldsmænd

Den 27-årige, der ved overfaldet ifølge hans egen forklaring muligvis blev slået med en form for slagvåben, har til Nordsjællands Politi forklaret, at han ikke kunne genkende de to voldsmænd på nogen måde.

Han har endvidere fortalt politiet, at han ikke mener sig indblandet i noget, der ville kunne udløse det voldelige overfald, fortæller vagtchef Susanne Philipson.

Signalement

Den 27-årige har til Nordsjællands Politi afgivet følgende signalement af gerningsmændene:

Voldsmand A: Var en cirka to meter høj mand.

Voldsmand B: Mand, cirka 170 centimeter høj.

Begge mænd var iført mørke eller sorte elefanthuer.

Så du de maskerede voldsmænd?

Nordsjællands Politi er derfor meget interesserede i at høre fra eventuelle vidner, der måtte have set de to maskerede voldsmænd omkring midnat enten på Gl. Hellebækvej eller i nærheden deraf.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon: 114 eller ved personlig henvendelse hos nærmeste politi, oplyser vagtchefen søndag.

null

Publiceret 01 May 2011 13:23