Kvinde tiltalt:

Snød spillehal for 190.000 kroner

En 29-årig kvinde skal mandag for retten - tiltalt for underslæb eller mandatsvig mod spillehal i Hillerød

Af
Tim Panduro

En kvindelig bestyrer sikrede sig sit helt personlige jack-pot eller hjalp en kunde til det på sit arbejde i en spillehal i Hillerød. I hvert fald hvis man skal tro det anklageskrift, anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi i Hillerød har stykket sammen mod den nu 29-årige kvinde.
Her fremgår det, at kvinden mellem 19. november 2008 og 16. juni 2009 uretmæssigt hev 189.216,50 kroner ud af spillehallen, hvor hun var ansat som bestyrer.
Kvinden, der bor i Lyngby, nægter sig skyldig, og politiets efterforskning har ikke ført frem til et entydigt billede: Derfor lyder sigtelsen på enten underslæb - hvis hun selv har taget pengene - eller mandatsvig - hvis hun har brugt pengene til uberettiget at give kredit til en uidentificeret kunde.
Under sigtelsen for underslæb ligger også en påstand om, at kvinden forfalskede kassebilag for 150.060 kroner.
Hvis kvinden bliver kendt skyldig, risikerer hun en fængselsstraf. Desuden vil hun i så fald skulle betale 189.216,50 kroner til sin tidligere arbejdsgiver.

Publiceret 07 May 2011 11:00