En uoverensstemmelse mellem to fulde ungersvende var fredag nat tæt på at ende fatalt for en 19-årig helsingoraner. Foto: Colourbox

En uoverensstemmelse mellem to fulde ungersvende var fredag nat tæt på at ende fatalt for en 19-årig helsingoraner. Foto: Colourbox

18-årig ville skære halsen over på ven

To unge fyre i slagsmål ved fest på Kongensgade i Helsingør endte dramatisk da 18-årig truede med brødkniv

Et slagsmål lørdag morgen mellem to unge helsingoranske fyre var meget tæt på at ende galt, da den ene part, en 18-årig mand, trak en brødkniv frem af skuffen, som han derefter pressede mod vennens hals, oplyser vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk

Drikkelag gik over gevind

De to unge fyre deltog begge i en fest, der ifølge Nordsjællands Politi mindede mere om et regulært drikkelag, da de to fulde ungersvende pludselig ikke længere kunne enes, hvilket førte til et skænderi mellem de to unge mænd.

Den 18-årige voldsmand gav sin ven et par knytnæveslag i ansigtet, før det hele mundede ud i, at han med en brødkniv truede sin 19-årige kammerat på livet.

Slap med livet i behold

Den 18-årige brødkniv-bevæbnede gerningsmand lagde kniven mod halsen på sin 19-årige kammerat, der dog heldigvis slap fra den potentielt faretruende situation med et tydeligt rødt mærke fra kniven på sin hals.

Gerningsmanden stak af, men Nordsjællands Politi, som blev tilkaldt ved 05-tiden, kunne hurtigt køre ud for at anholde den formodede 18-årige gerningsmand på hans bopæl, da offeret havde udpeget ham som værende gerningsmanden.

Gerningsmand anholdt kort efter

Den 18-årige mand erkendte straks sin brøde overfor betjentene fra Nordsjællands Politi, og han blev taget med på Politigården i Helsingør, hvor han i første omgang fik lov til at sove rusen ud, før han blev afhørt.

Offeret blev som altid i voldssager kørt til behandling på skadestuen, hvor en læge dokumenterede de skader, den 19-årige havde fået efter slagene og brødkniven.

Løsladt efter afhøring

Da den 18-årige mand ikke er tidligere kendt af politiet, så kunne man løslade den unge mand efter endt afhøring, oplyser vagtchefen til Lokalavisen.dk

Sigtelsen for vold efter straffelovens paragraf 245 vil dog blive opretholdt, og den 18-årige mand vil senere blive indkaldt til at give møde i Retten, fortæller Ole Hestbæk.

null

Publiceret 08 May 2011 02:14