En flugtbilist nåede at stikke af fra en forfølgende patrulje men hans kæreste kørte senere lige i favnen på betjentene. Arkivfoto

En flugtbilist nåede at stikke af fra en forfølgende patrulje men hans kæreste kørte senere lige i favnen på betjentene. Arkivfoto

Flugtbilist stak af men kæresten blev anholdt

Fuld ung kvindelig bilist anholdt da hun dumpede i armene på flere patruljer der jagtede kæresten

En politi-patrulje optog fredag nat på Torpmaglevejen ved Hundested jagten på en flugtbilist, der dog i sidste øjeblik nåede at undslippe lovens lange arm, hvilket imidlertid ikke lykkedes for mandens kæreste, der få øjeblikke senere blev anholdt for spritkørsel, oplyser Nordsjællands Politi.

Stak af mens politipatrulje vendte bilen

Jagten på flugtbilisten tog sin begyndelse ved 02.45-tiden fredag nat, da en patrulje fra Nordsjællands Politi kom kørende ad Torpmaglevejen med retning mod Hundested, da en bil i den modsatte vejbane pludselig kom farende med meget høj hastighed.

"Den høje fart fik betjentene til at vende patruljevognen, men før de nåede at få drejet patruljevognen, var den flygtende bilist allerede nået to-tre kilometer væk," fortæller vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk

Betjente fik visuel kontakt til bilisten

"Patruljevognen får dog hurtigt indhentet en del af det tabte terræn, og efter en kort jagt på den undvegne bilist, får betjentene visuel kontakt med bilen," fortæller vagtchefen videre.

Hundepatrulje tilkaldtes

Føreren fik dog stoppet bilen, før patruljen nåede at indhente ham, hvorefter han stak af til fods.

Da betjentene nåede frem til stedet, hvorfra føreren stak af, var han allerede over alle bjerge, så en hundepatrulje blev tilkaldt for at opspore manden.

Trods flere deltagende betjente med hunde lykkedes det dog ikke at finde manden.

Flugtbilistens kæreste havnede i politiets favn

Men før de deltagende patruljer fik pakket sammen, kom en ensom bil kørende, som betjentene standsede, og føreren af bilen viste sig at være en 20-årig kvinde fra Hundested-området.

Kvinden virkede påvirket, så hun blev anholdt, sigtet for at have kørt spritkørsel.

En krølle på historien kom frem under afhøringen af kvinden, da det viste sig, at hun tilsyneladende var kæreste med den flugtbilist, som få øjeblikke tidligere var smuttet fra politiet.

"Vi finder ham..."

... udtaler vagtchef Ole Hestbæk til Lokalavisen.dk, "Vi kender identiteten på bilens ejer, som vi formoder, var identisk med føreren, som sad bag rattet i bilen fredag nat."

null

Publiceret 08 May 2011 01:05