Falsk indsamler slår plat på døve

Af
Søren Bjerg Nielsen

I går eftermiddag fik Center for Døve en noget ubehagelig henvendelse. En borger havde kendskab til en falsk indsamler i Aarhus midtby, der forsøger at samle penge ind i Center for Døves navn.
Manden, der enten er, eller optræder som døv, påstår at samle penge for Center for Døve til en international afdeling for døve.
Vedkommende beder om et kontant bidrag på stedet og ønsker samtidig at få oplyst bidragydernes navn, postnummer, by og underskrift.
Han opfordrer til at kommunikere gennem at skrive på mobiltelefonen, men kan ikke fremvise ID fra Center for Døve.
Centerchef for Center for Døve, Bruno Madsen, tager på det skarpeste afstand fra mandens misbrug af organisationens navn.
”Vi synes, det er helt forkasteligt, at folk, der ønsker at støtte døves sag, bliver bedraget på denne usmagelige måde. Vi håber, at politiet får sat en stopper for det, eller at folk i Aarhus – og andre steder, hvis det skulle være tilfældet – nu vil være advaret," siger han.
Den falske indsamler er i dag onsdag den 11. maj 2011 anmeldt til politiet.
Center for Døve understreger, at indsamling af penge på gaden ikke er en metode, som Center for Døve anvender.

null

Publiceret 11 May 2011 14:30