Tre somaliere fængslet for cigaret-røveri

Cigaret-røveri mod Kiwi menes opklaret med fængslingen af den tredje gerningsmand

En 23-årig mand med somalisk baggrund fra Aarhus V er blevet anholdt og sigtet for røveri mod Kiwi på Møllevangs Allé i Aarhus V.
Røveriet skete lørdag 12. februar klokken 18.40, hvor to maskerede mænd kom ind i supermarkedet og truede den kvindelige ekspedient med en kniv.
De fik udleveret kontanter samt en karton Prince cigaretter, hvorefter de flygtede i en bil sammen med en tredje mand.
Østjyllands Politi har tidligere anholdt to mænd på 18 og 20 år, som sidder varetægtsfængslet i sagen, og med anholdelsen af den 23-årige mand menes røveriet opklaret.
"Vi forventer ikke flere anholdelser i sagen," fortæller politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
De tre mænd har alle en somalisk baggrund, oplyser Østjyllands Politi.

Publiceret 11 May 2011 11:30