En 24-årig mand fik syv måneders fængsel for blandt andet at have smadret en flaske i hovedet på cafégæst. Arkivfoto

En 24-årig mand fik syv måneders fængsel for blandt andet at have smadret en flaske i hovedet på cafégæst. Arkivfoto

Syv måneders fængsel for flaskeslag

Manden gik senere amok på politistationen i Hillerød

Af
Tim Panduro

Syv måneder bag tremmer er prisen en 24-årig mand fra Frederikssund må betale for, at han 5. februar i år overfaldt en sagesløs gæst på Cafe Hoe i Hillerød.

Overfaldet fandt sted klokken 4.36 på cafeen i Slotsgade, hvor den 24-åriges offer opholdt sig nær toilettet.

Ifølge retsbogen fra sagen, der fandt sted for nyligt, havde den 24-årige og hans offer ikke haft nogen forudgående konfrontation, da den 24-årige bankede en flaske flere gange mod den andens hoved, indtil flasken gik i stykker.

Herefter forlod den 24-årige stedet. Undervejs nåede han at knuse indgangsdøren til cafeen.

Til angreb på politiet

Den 24-årige blev hurtigt anholdt - men dermed blev hans bersærkergang ikke standset.

På politistationen i Østergade slog han til en håndklædeholder, der gik i stykker - og skaffede ham en sigtelse for hærværk på halsen - og senere havde han held til at slå en politibetjent på halsen.

Den 24-årige er flere gange tidligere dømt, og retten fandt intet formildende ved hans lovovertrædelser, der også omfattede et brud på færdselsloven og hærvæk mod en bil i Frederikssund.

Krævede 140.000 kroner

Den 24-årige nægtede sig skyldig - men skal altså syv måneder bag tremmer.

Desuden skal han betale erstatninger for hærværket i to tilfælde.

Et erstatningskrav fra voldsofferet på 140.000 kroner blev til gengæld henvist til et civilt søgsmål, fordi retten ikke fandt, at kravet var godt nok dokumenteret.

Den 24-årige skal også betale sagens omkostninger.

null

Publiceret 14 May 2011 11:00