Kys og kvælertag gav tre måneders fængsel

27-årig dømt for overfald på sin kæreste i Frederikssund

En 27-årig mand fra Frederikssund har udsigt til tre måneders fængsel efter et overfald på sin kæreste. Dommen faldt onsdag ved Retten i Hillerød, og den 27-årige har udbedt sig betænkningstid.

Overfaldet, som den 27-årige blev dømt for, fandt sted om eftermiddagen den 27. marts i en lejlighed i Frederikssund.  Lejlighedens ejer, en 43-årig kvinde, ville ikke lukke den 27-årige, hendes kæreste, ind. Hun fortalte i retten, at hun kunne høre at han var fuld, og hun var bange for ham, når han var fuld.

I følge kvindens forklaring trængte den 27-årige alligevel ind. Han slog et stort hul i døren, så han kunne nå den indvendige lås og lukke døren op.

Da den 27-årige kom ind tog han fat i kvinden. Han hev hende i håret ind i et andet værelse. Her endte han med at sidde oven på kvindens brystkasse, samtidig med at han låste hendes arme.

Kvinden forklarede selv i retten, at han på et tidspunkt kyssede hende, men til sidst tog han kvælertag på hende. Hun fortalte også, at han havde fat i hendes tunge med sin hånd.

Retsmødet var præget af både anger og hukommelsessvigt. Den 27-årige fortalte selv at han havde været så fuld, at han intet husker. Han fortalte flere gange, at han kun gennem kæresten havde fået at vide, hvad han havde gjort, og at han skammede sig meget.

Også offeret, den 43-årige kvinde havde lidt problemer med hukommelsen. Dels fordi hun ikke havde lyst til at huske episoden, og dels fordi hun ikke ville sætte sin kæreste i en sværere situation. Hun forklarede, at han er sød, når han ikke drikker, og forsvarede netop hans handling med at han ikke var sit normale jeg.

Hun fortalte allligevel så meget, at hendes vidneudsagn overbeviste domsmandsretten om den 27-åriges skyld. Straffens længde blev trukket op af af kvælningsforsøget, der takseres som grov vold.

I den anden retning trak, at parret stadig er kærester. De bor i dag i den lejlighed, hvor overfaldet fandt sted. Den 43-årige kvinde hjælper den 27-årige med et program, der skal vænne ham af med at drikke alkohol.

Publiceret 19 May 2011 08:30