Tre 17-18 års drenge fra Frederikssund-området fik tæsk fordi de øjensynligt fik kigget forkert på en anden gruppe unge. Arkivfoto

Tre 17-18 års drenge fra Frederikssund-området fik tæsk fordi de øjensynligt fik kigget forkert på en anden gruppe unge. Arkivfoto

Drenge fik tæsk:

Så "forkert" på piger

Tre drenge fik slag da de angiveligt skulle have kigget lidt for meget på en anden gruppe unge

"Hva´ glor I på," lød det fra et par aggressive 17-årige københavner-drenge, da de lørdag nat på Marbækvej i Frederikssund passerede en gruppe lokale drenge, hvorefter de blev overfaldet, oplyser Nordsjællands Politi.

Overfaldet bagfra

Den voldelige episode startede, da de to grupper unge mennesker passerede hinanden på vej til- og fra en nærliggende S-tog station.

De københavnske drenge mente tilsyneladende, at deres lokale ofre kiggede lidt for meget på dem og deres piger, hvilket medførte spørgsmålet: "Hvad glor I på?"

De tre lokale drenge, der er fra Jægerspris og Frederikssund, svarede ifølge deres forklaring til politiet, at de ikke kiggede på noget, hvorefter de fortsatte. 

Få øjeblikke efter grupperne havde passeret hinanden, løb de to aggressive 17-årige drenge imidlertid tilbage, og overfaldt de lokale drenge, hvor den ene blev slået i nakken, mens den anden blev sparket omkuld.

Forsøgt truet til tavshed

Mens det ene offer lå på jorden og fik spark, forsøgte han at tilkalde hjælp via sin mobiltelefon, men gerningsmændene fravristede ham mobilen, og truede ham med flere tæsk, hvis der blev sladret til politiet.

Voldsmændene tog offerets mobil med, da de kort efter forsvandt fra gernings-stedet, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi.

Fandt selv gerningsmændene

Et af ofrene havde på forhånd aftalt med sin far, at han gerne ville hentes ved stationen, og faderen dukkede ganske rigtigt også op lige efter overfaldet.

Faderen blev hurtigt sat ind i situationen, og under en køretur rundt i området, fandt man hurtigt frem til de to voldelige 17-årige drenge, hvorefter Nordsjællands Politi blev alarmeret.

Varetægtsfængslet søndag

En patrulje blev sendt afsted for at anholde gerningsmændene, hvor man fik fat i en "gammel" kending af politiet, en 17-årig dreng fra Amager, mens den anden nåede at stikke af.

Den 17-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, hvor han blev varetægtsfængslet indtil den 17. juni, oplyser Nordsjællands Politi.

Politiet er i hælene på hans kammerat, vagtchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi formoder, at det kun er et spørgsmål om tid, før han også bliver anholdt.

null

Publiceret 22 May 2011 17:12