Nu tager sygeplejersker telefonen på 1-1-2:

Udrykninger eksploderet

Alle opkald til 1-1-2, der drejer sig om sygdom og tilskadekomst, bliver nu besvaret af en sygeplejerske, og det har medført en eksplosiv stigning i antallet af akutte ambulanceudrykninger

Af
Martin Warming

Martin Warming

Hvis borgerne i Region Hovedstaden føler, at de indenfor de seneste uger har mødt ekstra mange ambulancer med udrykning, så har de helt ret.

Sygeplejersker overtog for en måneds tid siden visitationen af alle opkald til 1-1-2, der drejer sig om sygdom om tilskadekomst, og siden er der sket en eksplosiv stigning i antallet af akutte ambulanceudrykninger, skriver Beredskabsinfo.dk.

Det samlede antal ambulanceture er uændret, men en langt større del af turene køres i øjeblikket som akutte ture med udrykning – faktisk er der sket en stigning på hele 25 procent fra ikke-akutte til akutte kørsler.

Video: Kig indenfor i den nye vagtcentral

Tidligere var det medarbejdere på Københavns Brandvæsens alarmcentral i København og politiets alarmcentral i Hillerød, der visiterede opkaldene på vagtcentralen på Herlev Hospital, men nu bliver alle 1-1-2-opkald, der drejer sig om sygdom og tilskadekomst, stillet om til en sygeplejerske på vagtcentralen.

Det giver mulighed for, at sygeplejersken også kan vejlede anmelderen om, hvordan der kan ydes førstehjælp til patienten indtil ambulancen er fremme. Ifølge Region Hovedstaden har sygeplejerskernes vejledning i flere tilfælde reddet liv.

På vagtcentralen anvender sygeplejerskerne Dansk Index, som er en systematiseret spørge- og prioriteringsguide, der hjælper sygeplejerskerne med at fastslå, hvilken hjælp der skal afsendes til den enkelte alarm, skriver Beredskabsinfo.dk.

Hos Region Hovedstaden ser vagtcentralchef Jan Nørtved Sørensen den eksplosive stigning i antallet af udrykninger som udtryk for et forventeligt overforbrug i en overgangsperiode – og han venter, at en justering og tilpasning af kriterierne i Dansk Index vil reducere antallet af udrykninger.

null

Publiceret 23 May 2011 14:18