En lys-stander ved Kongevejen led en krank skæbne da en sprit-stiv 31-årig bilist kom kørende. Arkivfoto

En lys-stander ved Kongevejen led en krank skæbne da en sprit-stiv 31-årig bilist kom kørende. Arkivfoto

Lys-master kom i vejen for stiv bilist

31-årig mandlig bilist mistede herredømmet og ramte flere lys-master

Der kom et par lys-master i vejen for en 31-årig mandlig bilist fra Helsingør, da han lørdag aften forsøgte at holde kursen ud af Kongevejen mellem Espergærde og Helsingør, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen til Lokalavisen/Helsingør.

Nedlagde lygtepæl og beskadigede en anden

Manden kom ved 22.30-tiden kørende i østlig retning, da han ved få meter inden motorvejs-krydset mistede kontrollen over bilen, og snittede en lygtepæl.

Dernæst gik det helt galt, og han knaldede ind i endnu en lys-mast, der blev så hårdt ramt, at den smadrede ned i bilens tag.

Melding om fastklemte

Første melding fra ulykkes-stedet lørdag aften klokken 22.31 gik derfor på, at manden ved påkørslen af lys-masten var blevet fast-klemt, hvilket heldigvis ikke viste sig at være tilfældet, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen.

Manden var faktisk sluppet så heldigt, at han istedet kunne anholdes af ordensmagten, som tog ham med på politi-gården i Helsingør.

Herefter blev en læge tilkaldt for at udtage en blodprøve, da man havde en mistanke om, at manden var påvirket.

Den 31-årige mand kunne senere efter endt blodtapning og ditto afhøring atter sættes på fri fod.

DONG måtte reparere

De påkørte lys-master slap ikke så heldigt fra mandens kørsel, og måtte efter ulykken repareres af et par tilkaldte teknikere fra DONG, fortæller vagtchef Henrik Rasmussen.

Publiceret 04 December 2011 22:48