Pas på buttede kvinder ved døren

En 82-årig kvinde fra Helsingør viste fredag aften, hvordan der skal handles, når en tricktyv ringer på døren.
Nu er det naturligvis svært at se, om en person er tricktyv eller ej, men den ældre kvinde følte sig sikker på, at der lå skumle tanker bag, da en 25-30-årig kvinde fredag aften klokken 18:25 ringede på hendes dør på Hestens Bakke i Helsingør.
Kvinden spurgte, om hun kunne få lov at komme indenfor og låne telefonen, men det afviste den 82-årige med resolut at smække døren for vedkommende. Det oplyser vagthavende hos Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Den mulige tricktyv beskrives som udenlandsk kvinde, 25 til 30 år, lettere buttet, sort håret, iført lang sort overfrakke og et farvet halstørklæde.
En kvinde med nogenlunde samme beskrivelse (25-år, cirka 165 centimeter høj og buttet) benyttede nogenlunde samme fremgangsmåde i en lejlighed på Dalstrøget i Gentofte - ligeledes fredag aften.
Her gik det ifølge Nordsjællands Politi ud over en 72-årig, som fik stjålet smykker fra sit soveværelse. Undskyldningen fra den fremmede kvinde var i dette tilfælde, at hun havde noget hun skulle aflevere til den 72-åriges overbo, som ikke var hjemme.
Har du oplysninger eller lignende oplevelser så kontakt Nordsjællands Politi på telefon 114.
Se også chokvideoen: Så frække kan tricktyvene være

null

Publiceret 06 October 2012 12:13