65-årig sprøjtede salmiakspiritus i øjnene på offer:

Mistede synet

Af
Jesper Lundh

En 65-årig mand fra Ølstykke blev fredag dømt for at have sprøjtet salmiakspiritus i ansigtet på en anden mand, så han blev blind på det ene øje og kun har under 50 procent af synet tilbage på det andet.
Volden foregik ved en garage på Stationsvej i Ølstykke den 28. juni i år, og konflikten var angiveligt opstået, fordi offerets bror havde boet til leje hos den 65-åriges datter, indtil han døde. Ifølge offeret var stridspunktet 2000 kroner, som han ville have for sin brors trehjulede golfvogn, mens den 65-årige fortalte, at han havde opsøgt den anden ved garagen for at få ham til at aflevere brorens nøgler til hans datters hus. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den 65-årige hævdede i retten, at den anden mand løbe fter ham med en lægtehammer og han derfor handlede i selvforsvar, men retten idømte ham 15 måneders fængsel, hvoraf de seks måneder skal afsones bag tremmer. De sidste ni måneder blev gjort betinget.
Dommen blev anket på stedet.

Publiceret 13 October 2012 13:14