Et tog ramte tirsdag aften en træstamme, som ukendte personer havde lagt på skinnerne. Arkivfoto

Et tog ramte tirsdag aften en træstamme, som ukendte personer havde lagt på skinnerne. Arkivfoto

Tog bragede ind i træstamme

Ukendte personer havde tirsdag aften lagt en træstamme på togskinnerne ved Vejen. Et tog ramte træstammen, men der skete til alt held ingenting ved sammenstødet

Af
Dorthe Andresen

Lokalpolitiet i Vejen vil meget gerne have fat i den eller de personer, der tirsdag aften kunne have været skyld i en alvorlig ulykke.
Personen eller personerne havde lagt en træstamme på banelegemet ved Fuglsangsallé. Et tog, der kom kørende, ramte træstammen, men til alt held blev toget på skinnerne. Men selvom der ikke skete noget, så har Jan Lambertsen fra Lokalpolitiet i Vejen ikke meget tilovers for de personer, der kan finde på sådan en handling.
"Det er ekstremt farligt og totalt uacceptabelt. Her er ikke tale om drengestreger. Toget fik banket træstammen væk, men den bliver jo skudt væk i høj hastighed, og det er altså i et beboelsesområde," siger Jan Lambertsen.
Politiet fik meldingen om uheldet med træstammen tirsdag aften klokken 22.03. Så hvis der er nogen, der har kendskab til, hvem der har lagt træstammen på skinnerne, vil politiet meget gerne have det at vide.
"Hvis det er nogle drenge, så skal vi i hvert fald have en alvorssnak med dem," siger Jan Lambertsen.

Publiceret 13 February 2013 10:44