17-årig høj på amfetamin:

Gik amok da han så sin mor

En 17-årig dreng blev lørdag nat klokken 00.45 fundet siddende i en forhave på Nordre Strandvej i Helsingør. Den unge mand sad og græd i haven, og da politiet nåede frem, viste det sig, at han var særdeles påvirket - formentlig både af alkohol og amfetamin - oplyser vagtchefn hos Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Politiet fandt amfetamin i hans lommer og besluttede, at det var bedst at køre ham hjem til sine forældre.
På turen i patruljevognen blev den 17-årige efterhånden mere og mere aggressiv, og det kulminerede, da man nåede til hjemmeadressen.
"Da han fik øje på sin mor, begyndte han at slå vildt omkring sig og kaste rundt med ting, og derfor turde moren ikke beholde ham i huset," siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen.
Den påvirkede 17-årige røg derfor i detentionen for at sove rusen ud. Han blev løsladt igen søndag morgen, men sigtes for besiddelse af narko.

Publiceret 24 February 2013 14:19