Beboer sigtet for flere brande:

Tændte selv ilden og slog alarm

En beboer i brandplaget ejendom har været anholdt og er sigtet for de seneste påsatte brande

Vejle Lokalpoliti har sigtet en 29-årig mand for påsatte brande i Løget Høj 8 i Søndermarken i den sydlige del af Vejle by. Den sigtede bor selv i ejendommen, som i de seneste par måneder har været udsat for flere påsatte brande.
Den 29-årige beboer blev anholdt i forbindelse med den seneste påsatte brand, der skete natten til torsdag 28. februar 2013. Her var der ild i et kælderlokale og en opgang i Løget Høj 8. Det var den 29-årige mand, der anmeldte brandene til politiet.
"Han var på stedet og påkaldte sig opmærksomhed med anmeldelsen og sin ageren og opførsel," fortæller vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Vejle Lokalpoliti.
Den 29-årige mandlige beboer blev derfor anholdt og taget med på politistationen, hvor han blev afhørt senere på dagen. Han blev dog løsladt igen, fordi politiet ikke havde stærke nok beviser til at kræve ham fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Men han er stadig sigtet for de to påsatte brande natten til 28. februar, oplyser lokalpolitiet.

null

Publiceret 01 March 2013 10:40