Bandt, blindede og voldtog 18-årig ved roklub:

Fældet af dna

Af
Jesper Lundh

En 22-årig dansker fra Helsingør blev torsdag formiddag anholdt og sigtet for grov voldtægt af en 18-årig pige i Helsingør i påsken. Manden blev fældet af dna-spor, som han havde efterladt på pigen, oplyser Nordsjællands Politi.
Kvinden var natten til lørdag den 30. marts på vej hjem efter en bytur på diskotek Club Retro i Helsingør, da hun ved 4-tiden blev angrebet bagfra af en mand, som hev pigens hue ned over øjnene på hende og tvang hende ned til den lokale roklub, hvor han bandt hende og begik fuldbyrdet voldtægt.
"Vi er så sikre, som vi nu kan være, på at vi har fat i gerningsmanden," siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen til Lokalavisen.dk.
Læs: Ung kvinde voldtaget ved roklub: Sexforbryder trak hue ned over offers øjne
Ifølge Henning Svendsen kender de to unge ikke hinanden i forvejen og har ikke haft kontakt med hinanden i løbet af aftenen.
Pigen er tidligere i dag blevet underrettet om, at politiet mener at have fundet gerningsmanden.
"Hun er selvfølgelig mærket efter at have været udsat for voldtægten, m en hun er lettet over at vi har fundet den person, som vi mener har voldtaget hende," siger Henning Svendsen.
Den 22-årige helsingoraner er i forvejen kendt for sædelighedsforbrydelser. Han skal i grundlovsforhør klokken 14.30 i Retten i Helsingør, hvor han vil blive begæret varetægtsfængslet.

null

Publiceret 23 May 2013 13:39