Tårnhøj røver truede butikansatte med kniv

Af
Jesper Lundh

En cirka to meter høj røver truede lørdag aften personalet i Euro Spar på Farum Hovedgade i Farum med en kniv. Han fik udleveret et mindre beløb inden han flygtede.
Ved Farum Sø fandt hundepatruljer senere nogle ting, røveren havde smidt under flugten.
"Vi er nu ved at samle overvågningsvideoer ind fra området for at se, om han er blevet optaget af kameraerne," siger vagtchef fra Nordsjællands Politi Ulrik Linden til Lokalavisen.dk.
Røveren beskrives som dansk mand, cirka 25 år, 190-200 centimeter høj, spinkel og iført en grønlig/brunlig militæragtig jakke. Han havde hætte over hovedet.
Henvendelser til Nordsjællands Politi på telefon 114.

Publiceret 01 September 2013 11:45