Kvinde forsøgt voldtaget på vej hjem fra bytur

Af
Susie Jessen

En 22-årig kvinde fra Kolding fik sig en slem oplevelse, da hun natten til søndag klokken 05.00 var på vej hjem fra en bytur i Kolding.
Kvinden var på vej igennem tunnelen ved jernbanen og Sdr. Havnegade, da hun blev antastet af en mand. Han holdt en hånd over hendes mund og tvang hende ned på jorden, hvorefter han forsøgte at knappe hendes bukser op.
Kvinden formåede dog at kæmpe så meget imod, at manden til sidst gav op og stak af fra stedet.

Manden beskrives som værende cirka 178 centimeter høj. Han var dansk af udseende og var mellem 25-32 år gammel. Han var iført en sort hue, mørkt tøj og læderhandsker. På enten tøjet eller huen var der et gult mærke med rød skrift.

"Vi har afsøgt området med vores såkaldte gruppe et hunde, der er specialiserede i at undersøge sådanne steder. Og så er kvinden også blevet undersøgt for eventuelle spor", siger Henrik Dam fra lokalpolitiet i Kolding.

Politiet vil dog stadig gerne i kontakt med eventuelle vidner til overfaldet. Lokalpolitiet i Kolding kan kontaktes på telefon 114.

Publiceret 20 January 2014 07:00