Arkivfoto.

Arkivfoto.

Hundeejere bider fra sig:

Derfor er vi glade for hundeloven

Af
Jesper Lundh

Mens nogle hundeejere har raset over hundeloven i årevis, er der andre dyrevenner, der er rigtig godt tilfredse. Tilhængerne mener, at loven skaber mere tryghed for både mennesker og dyr.
En af dem er Ditte Schultz, som er talskvinde for facebookgruppen Bevar Hundeloven med over 700 medlemmer, og hun håber, at reglerne for hundebid og forbudte racer vil gælde i mange år fremover.
"Skambidningsparagraffen blev i 2010 'strammet' lidt vel rigeligt, så det var lidt uklart, hvad en skambidning egentlig var. Det er der nu blevet rettet op på nu med klare definitioner af, hvad et skambid er, ligesom der nu skal tages hensyn til omstændighederne op til et bid. Så det er absolut et skridt i den rigtige retning, og vi håber denne lov vil være gældende i meget lang tid fremover," siger hun til Lokalavisen.dk.

Gense også tv-indslaget: Muskelhunde på charmeoffensiv: Klap os

Loven blev tilpasset tidligere i år og indebærer blandt andet, at 13 racer er ulovlige og at hundeejere skal kunne bevise, at deres hund ikke har ulovligt blod i årene. Ellers kan hunden blive aflivet.
”Gevinsten ved at have en forbudsliste er, at de forbudte racer langsomt vil blive helt udfaset af Danmark. Vi må erkende, at der findes nogle hunde, som ikke egner sig til at være i Danmark. Vi bor meget tæt, og hundeejerne har en kultur, hvor de mener, de har ret til at færdes alle vegne med deres hunde - også de farlige hunde til stor fare for både andre hunde og mennesker. Forhåbentlig vil der med tiden blive langt færre grimme skambidningssager,” siger Ditte Schultz.
”Vi ved, hunde kan bide, men der er stor forskel på med hvilken aggressivitet de forskellige hunde bider. Og vores erfaringer er, at netop den del af de forbudte hunde med pitbull-blod i årerne bider særlig voldsomt. Med det raceforbud der har eksisteret siden 2010 har vi allerede kunnet se en nedgang i de voldsomme bidsager på andre hunde, men ikke i antallet af bidsager på mennesker. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at de forbudte racer står for 40 procent af bidsagerne i de seneste tre år samtidig med at de kun repræsenterer 1-2 procent af den danske hundepopulation. Det viser tal fra Rigspolitiet,” siger hun og konkluderer:
”Vi er meget tilfredse med, at politikerne vægter sikkerhed og tryghed for borgerne så højt. Vi føler, vi er blevet hørt i denne sag - også selv om vi ikke råber så højt som visse andre,” lyder det fra Ditte Schultz.
Med den seneste tilpasning af hundeloven mangler der ifølge Ditte Schultz nu kun mulighed for at straffe dem, der avler ulovlige hvalpe, samt dem, der er med til at fjerne de hunde, politiet har anbragt i internater.

null

Publiceret 10 May 2014 05:00