19-årig mand fra Fredericia overlever dramatisk ulykke

Var i livsfare og blev fløjet med helikopter fra Endelave til sygehuset i Aarhus

En 19-årig mand fra Fredericia var bevidstløs og blødte kraftigt ud af det ene øre efter en ulykke på en ATV, som er en slags crossmaskine på fire hjul. Ulykken skete lørdag aften klokken 20.51 på Kongevejen på øen Endelave, der ligger i farvandet mellem Juelsminde, Samsø og Fyn.
Den unge fredericianer var passager på ATVen, der blev kørt af en 19-årig mand fra det vestlige Fyn, der ikke kom til skade.
Forud for ulykken observerede de to unge mænd noget på vejen, der fik dem til at standse og bakke tilbage. Passageren tabte sin kasket, hvorefter ATVen krængede og væltede, og passageren slog sit hoved ned i asfalten, forklarer vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Den bevidstløse og blødende mand fra Fredericia blev fløjet med helikopter til sygehuset i Aarhus, hvor hans tilstand søndag klokken 10 stadig var kritisk. Senere på søndagen oplyste politiet, at han var kommet til bevidsthed og ikke længere var i livsfare.
ATV-maskinen skal undersøges af en bilinspektør, oplyser Sydøstjyllands Politi, der nu overgiver sagen til lokalpolitiet i Horsens. Politiet kunne søndag eftermiddag ikke oplyse, om de unge mænd havde kørt med styrthjelm.

null

Publiceret 11 May 2014 18:15