Modelfoto af ATV

Modelfoto af ATV

Ung mand i livsfare efter uheld på ATV

To unge væltede på en ATV

To unge mænd på 18-19 år kørte lørdag aften klokken 20.51 galt på en ATV på Kongevejen på øen Endelave, der ligger i farvandet mellem Juelsminde, Samsø og Fyn. Det blødte en del fra den ene mands hoved, og han blev i kritisk tilstand fløjet med helikopter til sygehuset i Aarhus. Søndag formiddag lyder meldingen, at den unge mand stadig er i livsfare.
De to unge er en fra Fyn og en fra Fredericia-egnen, oplyser vagtchef Claus Hansen, Sydøstjyllands Politi.
Der har været problemer med færgeforbindelsen til Endelave, så politiet er først her til morgen kommet over på Endelave, hvor sagen foreløbig blev håndteret af en sognefoged. Politiet kan ikke sige, hvem af de to unge, der er blevet indlagt i kritisk tilstand, ligesom man ikke ved, hvem der var føreren af ATVen, der var uindregistreret, og om de havde styrthjelme på.
Den anden af de to unge slap uskadt fra ulykken.

Publiceret 11 May 2014 10:15