Tricktyve stjal 25.000 kroner fra 84-årig

En 84-årig kvinde fra Kolding blev tirsdag udsat for et tricktyveri, efter hun havde været ude og handle ved Rema 1000 i Seest.
Her fik kvinden tilsyneladende afluret sin pinkode af to mænd, som fulgte efter hende til hendes hjemadresse i Bellahøjparken.
Kvinden blev her afledt af den ene mand, som stod med et kort og en gps og spurgte om vej til København. Alt imens kvinden forsøgte at hjælpe manden, luskede den anden mand rundt omkring hende.
Da mændene kørte igen, var kvindens dankort stjålet.
Tyvene har formået at hæve 25.000 kroner på den 84-årige kvindes bankkonto, inden kortet blev spærret.
Tyvene beskrives som østeuropæiske af udseende. De var begge spinkle med kort sort hår, mellem 25-30 år og cirka 180 centimeter høje.
Den ene talte gebrokkent engelsk.

Publiceret 23 July 2014 09:15