Mindeskilte og blomster markerer stedet, hvor Kamilla Hantusch blev fundet død den 30. juli.

Mindeskilte og blomster markerer stedet, hvor Kamilla Hantusch blev fundet død den 30. juli.

Kamilla Hantuschs tragiske død:

Rygterne svirrer

To uger efter Kamilla Hantusch blev fundet død, florerer rygterne om mulige medgerningsmænd

Af
Mikkel Hansen

Torsdag blev Kamilla Hantusch stedt til hvile ved Bov Kirke.
Omkring 300 gæster overværede den sidste rejse, der markerede afslutning for et liv, der sluttede alt for tidligt. Kamilla Hantusch blev blot 21 år.
Drabssagen er derimod langt fra slut.
Blot to dage før begravelsen blev endnu et kapitel føjet til den triste historie.
Tirsdag blev Kamillas bror og fætter fængslet i 14 dage for grov vold ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Familiemedlemmer anholdt

De to opsøgte mandag nat ifølge anklageskriftet en 33-årig mand i Padborg og stak ud efter ham med en kniv eller kødøkse. Det lykkedes manden at stikke af og tilkalde politiet, der kort tid efter anholdt de to familiemedlemmer.
De to er sigtet efter straffelovens paragraf 245, stk. 1 om “legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter”. Begge nægter sig skyldige, men da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, kendes deres forklaring ikke. De blev varetægtsfængslet i 14 dage. Fængslingen blev ikke kæret.
Et muligt motiv kan være hævn, da rygterne i lokalområdet går på, at Kamilla Hantuschs ekskæreste, der sidder varetægtsfængslet for drabet, fik hjælp til sin forbrydelse.
Den 33-årige mand, der angiveligt blev overfaldet af Kamillas to slægtninge, kender ekskæresten. De to skulle bl.a. have arbejdet sammen.
Kamilla Hantuschs familie er også bekendt med rygterne, fortalte søsteren, Karina Hantusch, journalister foran Retten i Sønderborg ved tirsdagens retsmøde. Hun tog dog skarp afstand fra selvtægt.
Politiet har mørklagt drabsefterforskningen og vil derfor ikke kommentere på rygterne.

Stadig mange spørgsmål

Kamilla Hantusch blev efter længere tids eftersøgning fundet død den 30. juli ved motorvejsafkørsel ved Kliplev. Kort efter blev hendes ekskæreste anholdt for drabet.
Den 31. juli blev han fængslet i fire uger ved et grundslovsforhør.
Da grundlovsforhøret mod Kamillas 24-årige ekskæreste foregik bag dobbelt lukkede døre, er der intet kommet frem om motivet eller måden, som Kamilla blev dræbt på. Det er også uvist, om ekskæresten har afgjort forklaring til politiet.
Dermed er der stadig flere spørgsmål end svar i den tragiske historie.

Publiceret 19 August 2014 10:00