29-årig kvinde død af røgforgiftning

Hendes 32-årige mand i livsfare efter voldsom røgudvikling i parrets Kolding-lejlighed

Af
Af Jens Braarup

En 29-årig kvinde blev i aftes fundet død af røgforgiftning i sin lejlighed, Skovvejen 48 i Kolding.
Hendes 32-årige mand lever, men blev med helikopter overført til Rigshospitalet, ligeledes med voldsom røgforgiftning. Han er stadig i livsfare, oplyser Verner Pedersen, leder af lokalpolitiet i Kolding.
En nabo på Skovvejen slog alarm, da han så røg komme ud fra ejendommen, hvor parret bor på første sal.
Alarmen indløb til politiet klokken 20.40. En politipatrulje var hurtigt på stedet. Anmelderen havde i telefonen fortalt, at der boede flere børn i lejligheden, så betjentene tog ingen chancer, men sparkede døren ind. De måtte dog opgive at komme ind i lejligheden på grund af kraftig røg.
Selv om de krøb langs gulvet i entreen, var det umuligt at komme igennem røgen, da de ikke kunne trække vejret. De måtte afvente, at røgdykkere fra brandvæsenet med iltflasker kom til stede og kunne trænge ind i boligen.
Hele lejligheden var fyldt med tyk røg. Brandfolkene fandt den 29-årige kvinde død, mens hendes mand var i live, men bevidstløs.
"Vi har ikke fået en opdatering fra Rigshospitalet på hans tilstand endnu. Vi afventer, at der har været stuegang", fortæller Verner Pedersen, Kolding politi, torsdag morgen.
Der skal i dag holdes ligsyn over den omkomne kvinde, hvorefter en obduktion skal fastslå den nøjagtige dødsårsag.
Arnestedet til branden, der udviklede den voldsomme røg, menes at være stuen i lejligheden. Der skal i dag foretages brandtekniske undersøgelser for at fastslå brandårsagen.
De øvrige beboere i ejendommen, som ifølge politiet har fire etager, måtte evakueres, da man frygtede, at røgen ville brede sig. De kunne senere på aftenen vende tilbage til deres boliger.
"Anmelderen tog fejl af lejlighederne, da han fortalte, at der var mange børn. Vi fandt kun parret, ingen børn i lejligheden", siger Verner Pedersen, leder af lokalpolitiet.

Publiceret 21 August 2014 09:00